Sider

tirsdag den 9. februar 2016

1. klasses birketræer!


Disse 1. klasses birketræer er lavet af 1. klasserne på min skole! :-)

Normalt underviser jeg ikke 1. klasserne i billedkunst (ikke i år), men deres lærer skulle på tur med min klasse en dag, så jeg overtog hendes, mens hun var væk - bare 3 lektioner. Hun var frisk på, at jeg lavede et maleri med dem, som kunne bruges som julegave. 
Læreren for parallelklassen ville også gerne, at hendes elever skulle prøve, så jeg kastede mig ud i at undervise begge klasserne på en gang! 
Super søde børn og flotte resultater! Dem vil jeg gerne have en anden gang. ;-)



Vi kunne ikke være i billedkunstlokalet, så jeg pakkede min vogn med alt, hvad vi skulle bruge, og gjorde mit eget klasselokale klar.


Alle børnene stod op og malede, ca. 4 ved hvert bord.
Hvert bord fik forskellige farver at male med - to på hvert. Gul/orange, Blå/lilla, gul/lysegrøn, blå/gul, gul/rød - altså farver, der ligger tæt op af hinanden på farveskalaen, så børnene ikke lavede "grumsede" farver.


1. Først satte børnene 3-4 stykker malertape i forskellig længde på lærredet - de skulle ende med at være birketræer. Gned godt på tapen, så malingen ikke så nemt kunne trænge ind over tapen, når de malede.


2. Med en blyant tegnede de en buet/bølget horisontlinje ind over tapen, så billedet blev delt i himmel og jord.


3. Himlen malede de først med blå vandfarve, og mens farven stadig var våd, malede de en stribe med lilla vandfarve øverst, så det gav indtryk af en aftenhimmel.


4. Da himlen var tør, kom de akrylmaling på ved at dyppe en bred, flad pensel i begge farver og duppe farverne uden at blande dem for meget, så der kom mere liv i billedet.


5. Så fik billedet lov at tørre helt (det passede lige med frikvarteret). Dernæst blev malertapen pillet af. Det så rigtig godt ud! Også selv om der flere steder var trængt maling ind under tapen - det gav bare en ekstra skyggevirkning.


6. Med en blå eller lilla voksfarve/oliekridt lægges en stribe skygge (selvskyggen) på selve birkestammen i den ene side. Med samme farve tegnes slagskyggen (den træet kaster på jorden). Sørg for at skyggerne er i samme side på og af træerne.


7. Børnene tegnede striber på træstammen med sort tusch. Striberne må endelig ikke gå hele vejen over stammen og de må heller ikke danne et symmetrisk mønster. Med en lidt tyndere sort tusch tegnes små grene og kviste på siden af træet.


Jeg synes, deres malerier blev super fede! Og børnene var også rigtig glade og stolte over resultatet. :-) De så godt ud både sammen og hver for sig.









Jeg har tidligere lavet et projekt med birketræer med en 3. klasse, men med flydende akvarelfarver og ikke akrylmaling. Jeg kan godt lige at genbruge "gamle" projekter i ny forklædning. :-) Du kan læse om forløbet HER



Ingen kommentarer:

Send en kommentar