Til Halloween hører der jo græskar til! Disse græskarbilleder er udført af 1. klasse. Et helt enkelt projekt med stor virkning.
Du skal bruge:
Overheadtransparenter
silkepapir
sort kardus
limstifter
På overheadtransparenten limede de små stykker silkepapir, de selv rev i stykker. På forhånd havde vi snakket om kolde og varme farver og delt alle farverne op i 2 kurve - en til de kolde og en til de varme. De måtte så vælge at tage farver fra en af dem.
Det sorte kardus foldede de på midten og tegnede et halvt græskar op med en halv mund eftr mine anvisninger (jeg tegnede for på tavlen). Husk at minde dem om at tegne op til folden og se efter, om de gør det. Det er altid svært for nogle børn at huske det.
Øjnene klippede de først ud bagefter et af gangen. Jeg instruerede dem om at folde papiret i den ene side og tegne en trekant til fold og klippe ud. Derefter i den anden side.
Græskarret limede de på baggrunden, og så var billederne klar til ophængning på vinduerne, så lyset kan skinne igennem dem.
Meget Halloween-agtigt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar